DEN SUNDE BARBERING
RUC-STUDERENDE SKABTE NYT SKUM,
DER FJERNER BÅDE HÅR OG KNOPPER
Nana Rytter Nielsen var undertøjsmodel, og når hun gik catwalk undrede hun sig over, at der ikke var et både sundt og hygiejnisk produkt, pigerne kunne bruge til at fjerne generende hår og knopper. Damerne har det typisk ved bikinilinjen og andre generende steder, mens mændene generes af det samme på halsen. Derfor har hun sammen med en anden RUC-studerende Kamilla Ellerbek Shailla startet virksomheden Shabenaa, der har fået introduceret deres produkt ShaveSafe på markedet efter hårdt arbejde. Ved nytårskuren for det lokale erhvervsliv på rådhuset var det Kamilla, der berettede om de to pigers oplevelser som ’iværksættere’: -Vi er kommet igennem, fordi vi var afklarede og troede på det. Undervejs havde vi også et meget vigtigt kursus på RUC, der gav os en nødvendig forståelse. Desværre er det afskaffet i mellemtiden, så jeg håber, at rektor, der sidder nede i salen, får gjort noget ved det.
Tilfældigt gruppearbejde
De to studerende mødte tilfældigt hinanden, da de blev sat sammen i et gruppearbejde på universitetet. Da de så skulle lave speciale, valgte de at arbejde med, hvordan et sådant markedsprodukt skulle markedsføres. De unge iværksættere er meget forskellige. Modellen Nana er meget udadvendt og kan godt lide ’at være på’, mens Kamilla tager sig af det mere organisatoriske. -At have et godt produkt er ikke nok, man skal også sørge for, at kunderne bliver klar over det. Man skal starte, mens man kan, gerne mens der er SU, lød Kamillas råd til de 140 erhvervsfolk, som deltog i nytårskuren for det lokale erhvervsliv.